Profile
Blog
Photos
Videos
Hej
Salget gik super godt - den højeste pris var 24.000 dollars, dvs. ca. 120.000 danske kroner.
Ca. en uge efter salget var der en kæmpe oversvømmelse i området (også her på farmen). Folk der har boet i området i over 20 år, sagde at de aldrig har set noget lignende. Vi så først rigtigt hvor meget det var om aftenen, for vi sad fast i en kø på vej tilbage fra en af de større byer - på grund af lukkede veje grundet oversvømmelser. Næste dag kunne man rigtigt se hvor stor skade vandet havde gjort.
Siden salget har mit arbejde varieret rigtigt meget, der har stadig været en del arbejde med kvæg, men jeg har også luget ukrudt (de har haft meget regn i år, så ukrudtet har overtaget Marys have), kørt traktor, vasket lastbil, klippet hæk, kørt følgevogn for lastbil med mejetærsker og en hel masse andre småting.
Følgevogns-jobbet var noget anderledes end alt andet jeg har prøvet. Teknisk set handler det jo bare om at køre foran lastbilen, så modkørende bilister kan se at der er en "bred last" på vej. Så udover det kæmpe skilt og blinkende lys på taget, var det ikke så meget anderledes end anden kørsel, men der var bare utrolig langt imellem start- og slut-punkt, omkring 900 km. Jeg har slet ikke været i nærheden at køre så langt selv før - og jeg gjorde det to gange inden for en uge.
På vejen tilbage sad jeg som passager i lastbilen (mens bilen var på ladet), så det var super afslappende :D
Mht. det med at køre traktor, så har de vist en forkærlighed for ilddåb her hos Donna Valley. Den allerførste gang jeg skulle køre traktor sendte de mig 3 timer på vejen - med andre trafikanter ! :D
Da jeg for første gang skulle arbejde med noget bag ved traktoren (the rake), var det da også kun 3 timers arbejde - for lige at prøve det - til gengæld foregik det mellem kl. 23 og 02 om natten :D
Mon ikke jeg også kan finde ud af det om dagen, hvor jeg rent faktisk kan se mere end hvad forlygterne kan vise mig ;)
Alt i alt har jeg fået kørt en hel del - en stor del af det har bestået af at flytte en bil, når ejeren af bilen flytter traktoren til næste arbejdssted. Jeg er da blevet helt god til at køre i venstre side af vejen hehe
På alle de her køreture har jeg set en hel masse af Australiens dyreliv. Hundredvis af firben, både store og små, emuer, ørne, kænguruer, slanger og endda en echidna, som er en af de to eneste arter af pattedyr, der lægger æg (den anden art er næbdyret, som også findes her i Australien). Desværre kan man jo bare ikke lige stoppe og tage billeder af alt man ser, når man teknisk set er på arbejde og skal frem hurtigst muligt. Og når man så endelig har tid til at stoppe, ser man slet ikke lige så meget dyreliv som man "plejer".
Det perfekte eksempel: Jeg havde ikke rigtigt set nogle dyr i nogle dage, hvor vi havde tid til at stoppe og tage billeder (og hvor vi rent faktisk kiggede godt efter for at finde nogen), og så skulle jeg så en dag køre 3 timer for at hente en del til en af maskinerne - og 3 timer tilbage igen, hurtigst muligt så de kunne få maskinen i gang igen. På den tur så jeg 7 små firben, en goana (som er et kæmpe firben), en stor slange, to emuer som krydsede vejen ca. 10 meter foran min bil, samt en kænguru, der blev stående på vejen, og kiggede på mig indtil jeg var omkring to meter fra den. Jeg fik ikke et eneste billede … og da jeg nåede frem havde de ændret planer, og de begyndte ikke engang at reparere maskinen indtil den næste dag … Så I må undskylde manglen på billeder af alle de her dyr jeg har set J
Jeg har dog fået taget lidt billeder, så I må nøjes med dem indtil videre
Nåh ja, jeg har også været til et såkaldt BnS - Bachelors and Spinsters ball - det var helt skørt, men super sjovt. Det er egentlig en kæmpe fest, hvor man overnatter i såkaldte 'swags' bag i bilernes lade. En 'swag' er en mellemting mellem en sovepose og et telt, faktisk super smart.
Så selvom det selvfølgelig primært bestod af alkohol i store mængder og høj musik, så var det meget anderledes end noget jeg har prøvet før. Det hænger nok lidt sammen med, at det er en australsk tradition - herude på landet. Så musikken var country, alle drinks blev hældt i en kop man havde i en snor rundt om halsen og de hældte drinks med en sprøjte man bruger til at give medicin til får.
Vi var en smule uheldige med vejret, for det øsede ned - men måske var det egentlig en god ting. En stor del af de her BnS'er er nemlig bilerne, som folk ankommer i - i hvert fald for nogle fyre, og der blev selvfølgelig gjort endnu mere ud af det, nu hvor der var mudder overalt J folk opførte sig sjovt. Med hensyn til bilerne så har de en sjov idé om, hvad der er 'sejt' - kæmpe store radioantenner (halvdelen havde absolut ingen effekt på radiosignalet, for de var ikke forbundet til noget), vi snakker flere meter lange, overalt på bilerne. Personligt syntes jeg det så tåbeligt ud ;) egentlig fik man mest indtrykket af at de forsøgte at kompensere for noget …
Alt i alt var det dog en super god oplevelse, og vi havde simpelthen så sjovt - og nu kan jeg da sige, at jeg har oplevet en ægte australsk ungdomstradition.
Jeg håber I alle har det godt
Knus Rikke
- comments