Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag formiddag lykkedes det mig for anden gang på denne tur at gå imod alt hvad jeg har lært og sætte mig ind i en bil med en fremmed. Denne gang med en plan om at rejse indenlands til Melbourne over 7 dage med camping undervejs. Første stop viste sig heldigvis at være for at samle en pige fra Holland op som også skulle med os og det endte jeg med at blive meget taknemmelig for. Så der sad vi, tre fremmede: Axel fra Frankrig, Ammi fra Holland og undertegnede fra Danmark. Det viste sig hurtigt at Axel var væsentligt bedre til det skrevne engelske end det talte, og det varede ikke længe før misforståelser a la 'is it okay with cereal for breakfast?' 'Yeah yeah, is good' 'I no eat cereal' og 'we were talking about making rice and veggies for dinner, is that okay for you?' 'Yeah yeah, is good' 'I not eat veggies' begyndte at være noget af en hæmsko. Men vi kom afsted til Blue Mountains hvor jeg hurtigt fandt ud af at jeg kun havde set en brøkdel. Første stop var Yellow Rock Lookout lige inden bjergene for alvor begynder, derefter vandrede vi gennem regnskoven for at se Terrace Falls og så gik turen til Three Sisters hvor vi fik gået en rask tur ned til det bedste udsigtspunkt. Bagefter lykkedes det at finde en gratis campsite midt i bjergene, Blackheath Glen Reserve, hvor vi fik slået telt op i mørke og måtte lave aftensmad i lyset fra bilens forlygter. Lørdag morgen startede med en rolig morgenmad og så gik det helt galt da jeg opdagede en igle mellem tæerne!!! Jeg reagerede meget modent og begyndte straks at hoppe rundt på et ben, mens jeg sparkede med foden og skreg 'leech!!!! Get it off, GET IT OFF!!!!!' Det lykkedes til sidst Ammi at få mig beroliget nok til at de kunne tage den af og putte salt på foden, men jeg må indrømme at jeg havde det noget skidt resten af dagen, og jeg tjekker stadig mine fødder hver gang jeg har gået i græs. Herefter satte vi kursen mod Wentworth Falls, hvor vi efter lang tids gåen op og ned ad trapper i regnskoven fik set det mest utrolige vandfald, så det var bestemt gåturen værd. Bagefter tog vi videre op i bjergene og fandt the Jenolan Caves, hvor vi gik på udforskning mellem stalaktitterne og så den lille bjerg by, som bragte minder om ferier i Tyskland. Efter vi havde fået taget alle de billeder vi kunne kørte vi ud af bjergene og satte kursen mod Canberra, så vi kunne finde en camp for natten og denne gang lykkedes det at komme frem og få gjort alt klar inden det blev mørkt. Omkring frokosttid næste dag var vi nået frem til Canberra, hvor vi så the Old Parliament House, og derefter fik en hyggelig picnic. Denne gang blev det til overnatning på en rasteplads, og fordi verden er så utroligt lille lykkes det mig her, midt ude i ingenting, at rende ind i tre danske drenge. Det var bare et sjovt tilfælde, lige indtil jeg ringer til min søster og hun begynder at spørge ind til de her danskere, og det så viser sig at det er Julies (hendes rejsebuddy) kæreste og hans venner. Vi får en lille snak om Australien og så tager de videre mod Canberra, mens vi bliver for natten. Næste morgen kører vi mod lake Jindabyne, derefter Snowy Wilderness og til sidst fortsatte vi til Native Dog Flat hvor vi slog lejr for natten. Næste morgen fortsatte vi køreturen og snart var vi endnu en gang i bjerge, og det varede ikke længe før alle hårnålesvingene gjorde mig køresyg, og så var der jo ikke andet at gøre end at overtage kørslen. Så jeg hoppede bag rattet og gjorde mig klar til at køre i bjerge for første gang - og så endda i den venstre side af vejen! Jeg har ikke været så koncentreret om at køre siden min første køretime. Der var lidt start problemer men jeg fik hurtigt lært rutinen, og det var en helt vild oplevelse sådan at køre rundt på grusveje på bjergkammen 890m over vandoverfladen. Denne gang campede vi nær Mt. Beauty, og næste dag gik turen gennem Bright, forbi Lake Buffalo, en tur til Paradise Falls (som var tørret ud, typisk Straya at have et vandfald uden vand!) og til sidst til Benalla som var sidste stop inden vi torsdag ankom til Melbourne. Her havde Ammi arrangeret at vi kunne overnatte to nætter hos en af hendes venner i St. Kilda, og det varede ikke længe før vi var i gang med at planlægge næste tur.
- comments
Betina JA, Ja, så meget for børnelærdommen, om aldrig at køre med fremmede . Men en fantastisk tur du fik ud af det - knus mor
hanne sørensen Puh Bene Sikke et blogindlæg Godt at have dig hjemme igen Mofferne