Under jorden i verdens hoejst beliggende by

Fra Uyuni tog vi en lokal bus til Potosi, sammen med Henning og Vera, som vi har slaaet foelge med. Det var en begivenhedsrig bustur igennem bjergene, hvor der blev skiftet hjul hele tre gange, paa trods af at der kun var to reservehjul. Men vi kom dog helskindet frem til Potosi.

Potosi ligger i 4000m hoejde, ved foden af et bjerg, som er gennemhullet af miner. Det var her spanierne fandt verdens rigeste forekomst af soelv og minerne financierede hele det spanske imperie i 300 aar, mens op mod 9 mio slaver doede i minerne.

Selvom alt soelvet er vaek er minerne stadig i brug. Vi var paa en tur ned i en af minerne, med en guide, der selv var tidligere minearbejder, hvilket var en baade ubehagelig, potentielt farlig og spaendende oplevelse.

Turen startede paa minearbejdernes marked, hvor vi koebte gaver til minearbejderne. de arbejder under kummerlige forhold, saa hvis os priviligerde vesterlaendinge skal staa og fotografere dem, mens de knokler, saa skal der ogsaa falde lidt af til dem. Pa markedet var vi inde i en lille kiosk, hvor man kunne koebe alt det, som minearbejdere godt kan lide: drikkevare, kokablade, alkohol paa 96 procent, cigaretter og dynamit! Vores guide ville demonstrere at dynamitten var ufarlig, saa laenge man ikke satte ild til den, ved at kaste staengerne ud til os. Selvfoelgelig tabte Andrea den, til alles store forskraekkelse.

Fra markedet gik turen i minibus op ad bjerget til minen. Det er altid rart at koere paa hullede veje, mens man har en stang dynamit i skoedet, mens man propper mundhulen med kokablade (det er ikke narko mor, det svarer til staerk kaffe).

Selve turen ned i minen var trang og lettere klaustrofobisk, nogle steder matte vi kravle og nogle steder var luften fyldt med stoev, pga dynamitspraengninger. Minen er stadig i brug og stoerstedelen af arbejdet foregaar ved haandkraft. en gang imellem maatte vi krybe op langs vaeggen, naar der kom fire minearbejde raesende med en minevogn, fyldt med 2 tons malm. Vel og maerke skubbet manuelt. Den mine vi besoegte var drevet af minearbejderne som et koorporativ og de tjente faktisk en anstaendig loen, omkring 3000kr om maaneden, hvilket er ca 4 gange saa meget som en taxachauffoer. Til gaengaeld doer de ogsaa 5 aar tidfligere end gennemsnittet.

Nede i minen saa vi statuer af minearbejdernes guddom, eller djaevel om man vil, Tio. Disse statuer var dekoreret med farverigt papir som haar, horn i panden og en kaempe fallos. minearbejderne ofrede finsprit, smoegger og kokablade til ham, for at sikre sig mod uheld og for at faa en god "fangst".

Efter 2 time rog 45 minutter under jorden, besoegte vi det sted, hvor de adskiller mineralerne(Zink og tin plus det loese) fra malmen. Det var egentligt bare et stort skur, med en masse tromler og kar, hvor de pulveriserer malmen og adskiller jord og sten fra metallerne, ved hjaelp af en masse giftige kemikalier, bla cyanid. arbejdstilsynet eller miljoestyrrelsen havde vist ikke vaeret forbi for nyligt, for sikkerhed var der vist ikke meget af og spildevandet roeg vist bare ud i den lokale flod.

I det hele taget var det en oejenaabende tur og vi skal nok foele os heldige for, at vi kun var der som turister.