hej derhjemme.

Så har vi endelig fået adgang til internettet igen. Der er sket rigtig meget siden vi skrev sidst. Det var lidt sørgeligt at skulle tage afsted fra Griffith og vores dejlige luksus motel. Vi havde mødt nogle rigtig søde mennesker der har hjulpet os med at finde madras og startermotor til Bruce. Australierne er så søde! Men vi skulle videre, så efter Griffith tog vi ned til Echuca, som er en gammel hjuldamperby hvor Murray floden løber igennem. Byen ligger i øvrigt på grænsen til Victoria. Det var en skæn by, kendt for deres flodaktivitet og frodige område. Der var desværre ikke noget arbejde til os da vi ankom. Vi besluttede os for at vente og se om der ville dukke noget op, men efter en nat i bilen fyldt med myg og latterlig høj temperatur besluttede vi os for at det var på tide at vi kom ud til kysten igen.

Vi satte kursen imod Phillip Island lige i tide til at køre over broen til den smukke solnedgang. Vi endte dog med at høre hurtigt over på fastlandet igen, da vi fandt ud af at camping og overnatning i biler på øens parkeringspladser og strande var strengt forbudt. Phillip Island er heldigvis ikke større at der er 25 km. til øens fjerneste ende, så parkeringspladsen med bænke og toiletter lige ned til vandet lige over på den anden side af broen passede perfekt som vores nye hjem. Temperaturen og vejret der var noget helt andet, vi måtte for føørste gang på turen tage vores soveposer i brug. Temperaturen var helt nede omkring 15 grader med kraftig vind og regn. Det var nu skønt endelig at blive kølet helt ned, men det var ikke helt hvad vi havde forventet, da vi havde regnet med at vi skulle surfe og snorkle på øen.

Der var nu hledigvis så meget andet at lave. Phillep Island er kendt for deres pingviner, søløver og deres ellers store dyreliv og selvfølgelig smukke strande og vilde bølger. Dagen efter ankomsten tog vi ind i en Wildlifepark med en forventning om at det ville være en Zoologisk have tog vi helt fejl. Når man kommer ind i Phillip Islands dyre resevat for man tildelt en lille brun pose med noget foder, og besked om at så man jo fodre kænguruerne og emuerne. Anders og jeg som havde søgt desperat efter kænguruer de sidste par uger kun med lidt held, følte os en smule slået ud over at skulle se vores første på lidt nært hold igennem tremmer. Vi var der tidligt så der var ingen andre end os. Da vi går ud igennem glasdørene sidder der en lige uden for døren hvad vi troede var en kænguru statue. Det var helt vildt at opleve denne "statue" komme hoppende hen imod os for at få noget lækkert fra vores brune pose, og snart efter kom der en til. Vi var vildt begejstret. I parken er der ikke decideret gangstier, og der er kun få burer til de mere farlige dyr. Næsten alle kænguruer hopper frit på store græsområder og en stor skov for enden af parken. Det var derfor næsten som at møde dem i deres naturlige omgivelser. Da vi gik ned i skoven blev vi total chokeret da kænguruer, store, wallabies, unger og kængurumødre med små kænguruunger i pungen kom hoppende ud fra skoven til os. Det var en helt vildt fantastisk oplevelse, og vi blev med det samme total forelsket i de sjove dyr. Man skulle passe lidt på hvor man havde sin madpose for kænguruerne kunne godt være lidt frække og snappe den fra en hvis man sad og klappede en anden. De var heller ikke bange for at stille sig helt op på bagbenene og bruge deres små hænder til at kunne rive fat i ens hænder for at få kænguruer foderet. Vi var lidt skræmte i starten men Anders som den mand han nu er, sørgede for at holde de store kænguruer på god afstand når der kom lidt fotr mange omkring. en helt anden sag blev det, da vi ville forsøge os med emuerne. De var ikke så søde. Når en Emu føler sig truet bruger den stemmebåndet til at lave en "trommelyd", så det var med en masse trommende emuer jeg blev jagtet ned af græsplænen. I den tid havde Anders travlt med at nisse med "Big Red kænguru" som vi døbte Phillip. Heldigvis fik Anders også emuernes sultne næb at smage da en hakkede ned og fiskede hans foderpose op af lommen på ham. han fik den dag tilbage, men ikke med god vilje fra emuen. Vi brugte næsten hele dagen derinde og havde det rigtig sjovt med de mange kænguruer :)

Phillip Island bød også på Pingvin Marchen. Hver aften ved solnedgang kommer flere hundrede dværgpingviner hjem efter en dag i havet. Vi sad der så da alle pingvinerne kom vraltende op fra vandet og "løb" op mod deres huler i klitterne. De var nuttede. Man måtte ikke tage billeder da det ville skræmme dem. Men efter marchen sad der en ude på parkeringspladsen tæt på Bruce, så den fik vi da et billede af.(det er meget normalt at de forvilder sig om på parkeringspladsen, da de har deres hjem lige på den anden side. inden vi gik ud til bilerne blev vi også bedt om at kigge under vores biler efter dem inden vi kørte)

efter Phillip island kørte vi til Great Ocean Road. Der er ikke så meget at sige om det, end at det bare var utroligt flot, og at et billede ikke kan beskrive idyllen langs vejen. Den frodige natur, dyrelivet, og det brusende vand langs de snoede veje, dannede simpelthen en ubeskrivelig stemning, og tilværelse.

Efter Great Ocean Road satte vi kurs imod Kangoroo Island i Syd Australien. efter at ha ringet til "Harvest Hotline" og andre arbejdsgivere var det klart at der ikke var noget arbejde at finde i Syd Australien overhovedet. Vi blev derfor nød til at ændre retning og køre ind i landet igen. Det var lidt en skuffelse at skulle ændre vores rute, men vejen op til Mildura var rigtig flot og langt ude i Outbacken.

Vi er nu i Mildura som ligger op ad samme flod som i Echuca, nemlig Murray floden. Vi ankom i fredags og selvom vi egentlig havde fået lovet arbejde til lørdag fik vi det først mandag. Vi havde alligevel nogle hyggelige afslapningsdage ved floden og vi var inde og se et gammelt fængsel og ude og vandre i en ørken. Temperaturen er forresten igen steget til over de 30 grader med abeslout ingen skyer på himmelen.

Arbejdet igår, var fuldstændig latterligt, vi skulle plukke honningmeloner og græskar. Arbejdet var mega hård, melonerne og de kæmpe græskar skulle skæres over ved deres rødder fra jorden, derefter kastes i en lige linie og tilsidst tørres af og lægges op i traktoren efter størrelse. Dette blev gentaget i 9 timer i bagende sol ude på en mark uden en eneste skygge. Det der gjorde det ekstra surt var at vi blev betalt 9 dollars i timen plus at vi skulle betale 10 dollars pr. person for liftet der ud, men det var der ingen der havde fortalt. Vi besluttede hurtigt igår at vi simpelthen er mere værd end at vi gider arbejde under de vilkår. Vi fik også fortalt af de andre Backpackere vi arbejdede med at Mildura var et kourrupt sted hvad landbruget angik. Arbejdet blev jo også betalt under mindsteløn og der går rygter om at "skatten" tar landmændende ned i deres egne lommer. Man bliver sjovt nok også betalt kontant her. Vi havde egentligt besluttet os for at kører videre mod Queensland Tirsdag d. 8, men da vi ringede til "harvest hotline" for at høre omkring jobs på vejen derop, fik vi at vide at vejene vi havde tænkt os at køre på var oversvømmet, og at det derfor ikke var nogen god idé at bevæge sig derop. Vi fik dog tilbudt et job i en by 20 min. fra hvor vi befandt os, og vi har derfor taget imod det, indtil vi finder ud af hvor vi ellers skal hen.

Da vi morgenen efter skulle køre på arbejde havde vores bil meget, meget svært ved at starte. Vi havde længe vidst at startermotoren ikke var i sin bedste form, men vi håbede på at den ville holde ud resten af turen. Da vi ankom til vores arbejdsplads, slukkede vi motoren, og blev fortalt umiddelbart efter at vi ikke skulle arbejde, da det regnede lidt. vi ville derfor tænde vores bil igen for at køre hjem igen, men da vi forsøgte, kunne vi bare høre nogle tandhjul skrabe imod hinanden. Den tog dog efter et par min. forsøg fat, og startede motoreren med nød og næppe. efter utroligt meget jubel, og klapsalmer, kørte vi afsted mod den nærmeste autoophukker for, at finde den billigste erstatning. Og eftersom vi var der tidligt om morgenen, kunne de godt montere den med det samme. Det kostede os et par dollers, men nu skulle vi også være foruden katastrofale problemer.

Vi har det stadig rigtig godt og nyder oplevelserne her nede, selvom absolut intet går som planlagt, og at det er meget lidt medvind vi har i sejlene. Vi glæder os til at ramme østkysten på et tidspunkt og håber på godt vejr så vi kan surfe og dykke.

Håber at i alle har det godt.

ps. Vi kunne desværre ikke uploade billeder i denne omgang så det må i ha til gode :)

Mange knus Anders og Lena :)