Af og til falder en byge af regn på taget over mig, og jeg tænker på, hvordan det må være at riverrafte for de andre lige nu. Vi ankom til River Valley for et par timer siden, og da floden muligvis strømmer over sine breder i morgen, blev riverraftingen flyttet til i dag. Men lad mig tage fat, hvor jeg slap sidst.
Sidst jeg skrev, var vi lige ankommet til Taupo, Carl og hans familie. Jeg spåede da, at det ville blive godt, og hvor havde jeg bare ret! Det var nogle helt fantastiske 2,5 uger hos Carl! Vi var ude at flyve adskillige gange mere med ham, og jeg tog over 1000 billeder af ham og hans helikopter. Han lod os låne bilen til at komme omkring med, hvilket bragte os til Aratiatia Rapids, en dam hvor flodvand fra Waikato River lukkes ud kl 14. Det var ret imponerende bare at se vandmasserne fosse ud og fylde op det ellers tomme og tørre flodlejre. Derfra kørte vi til Huka Falls, et vandfald, der er imponerende, ikke for dets højde, men for mængden af vand, der strømme gennem i minuttet. 3 olympiske svømmebassiner - pr. minut!! Desuden er vandet helt utrolig smukt og turkist. Vi hikede derfra 3 km frem og tilbage langs Waikato River. Meget smuk tur, der endte ud i en bro over en varm kilde, der har sit løb ud i den kolde flod. Der under broen sad folk mast sammen og nød varmen fra vandet.
Fredag i vores sidste weekend fløj vi på en længere tur nordøst. Det tog os 1 time i helikopteren, men i bil ville det tage 5 timer!! Carl skulle op og se på et job for en af hans venner, Graham, og inviterede os med. Først havde jeg sagt nej, da jeg troede, det blot var et par timer et sted i nærheden af Taupo, men jeg ombestemte mig, da det gik op for mig, hvad det egentlig var, der skulle foregå! Det var en virkelig flot tur hen over uberørt bush, bjerge, vandfald, der kom ud af ingenting, hjorte, der flygtede fra støjen af helikopteren. Graham har en lille træhytte sammen med sin kone midt i sin hjortefarm og private jagtreservat, i udkanten af bushen. Deres rigtige hus ligger syd for Auckland, hvor han har sit fly og sin træ-fabrik. Desuden har de et sommerhus oppe i Coromandel. De var virkelig flinke folk og helt nede på jorden, og det var et virkelig smukt sted, de havde.
Om søndagen havde jeg spottet, at det blev godt vejr, så vi planlagde at gå Tongariro Alpine Crossing den dag. Det var en perfekt dag til den 19,7 km lange hike over bjerget Tongariro. De første 9 km op var virkelig hårde og tog os omkring fire timer. Men så var vi på toppen, og hvilket syn der mødte os! Billederne taler for sig selv! De næste 10,7 km tog os kun 2,5 timer, da det derfra var ned af bakke.
Mandag var Labour Day i New Zealand, så Carl tog os og børnene ud på Lake Taupo i båden og viste os nogle store flotte Maori-udskæringer. Der blev også fisket. Millie fangede den første fisk, en flot stor regnbueørred. Derefter mistede Tobias en, inden han fangede en anden, der dog måtte lukkes ud igen, fordi den lige præcis var for lille. Derefter mistede Emil to fisk, men tredje gang er lykkens gang, siger man jo, og rigtig nok fik han den tredje trukket ind. Den var dog endnu mindre end Tobias', så efter at have taget krogen ud af øjet på den, slap Emil den fri igen.
Om aftenen kom to tyske piger, der var her i ugen før os, forbi. Jeg og den ene, Lea, nød et glas hvidvin i de udendørs badekar.
Det er nu to uger siden, og hvad der dog ikke er sket siden! Vi lavede ikke så meget andet end at hjælpe til og hygge os, de sidste par hos Carl, men fredag tog vi bussen tilbage til Auckland, og fra lørdag sidste weekend tog det ellers fart! Lørdag gik turen nordpå fra Auckland til Paihia, hvor vi havde tre nætter. Den første dag tog vi en dagstur til Cape Reinga, helt ude på spidsen, hvor Stillehavet og Det Tasmanske Hav mødes. Den tur inkluderede også sandboarding, hvor vi kastede os ned af sandbanker som i Råbjerg Mile på små surfboards, lave menneskepyramider, grave efter muslinger og køre mega hurtigt på 90 Mile Beach. Mandag var Emil og jeg ude at sejle på She's A Lady, en fin sejlbåd, der tog os ud til Stingray Cove, fyldt med hvid sandstrand, muslinger, strandskalder og turkisblåt vand. Det var den 31/10, og der blev fejret Halloween. Vi deltog, sammen med Mette og Astrid, to søde nordjyske piger, vi mødte på bussen til Paihia. Sammen dag var en ny Kiwi-bus ankommet, og med sig bragte den Nikolaj og Mikkel fra Slagelse. Den ene har boet en halv km fra Emils lejlighed, og en af dem kender tre fra min efterskole - verden er så lille!! Nikolaj og Mikkel blev i Paihia, men Astrid og Mette har den samme tur som os, og vi skal følges ad resten af vejen. De skal hjem med samme selskab, samme tur, samme tidspunkt som mig, bare dagen efter, så det er lidt ærgerligt. Det er egentlig sjovt, som man med det samme finder sammen, når man møder andre danskere. Man burde forsøge at danne gruppe med andre, men det med andre danskere bringer det derhjemme tættere på. Jeg ved godt, at man ikke tager ud at rejse, for at møde andre danskere, men efter så lang tid, hvor vi kun har snakket dansk med hinanden, er det virkelig rart med andre - og at kunne pigesnakke igen, hvilken lykke!!
På bussen fra Auckland og sydpå mødte to danske piger mere, Emilie og Cecilie, så Emil har været ene hane i hønsegården den sidste uges tid.
Onsdag ankom vi til Hot Water Beach, hvor man på stranden kan grave sine egne hot pools, når det er lavvandet. Vi nøjedes dog med at grave tæerne ned under sandet og mærke fødderne næsten blive skoldet af varmen nedefra. Derefter hikede vi ned til Cathedral Cove, en strand, hvor børnene ankommer til Narnia i Prince Caspian. Der var virkelig flot dernede.
Torsdag kørte bussen videre til Waitomo, hvor vi var i grotter og så 'glow worms'.
På vej til Rotorua fredag var vi i Hobbiton, og om aftenen til et Maori-kultur show, hvor vi også spiste mad, lavet på traditionel vis, i jordhul og med lavasten.
Lørdag gik turen til Taupo, med et stop ved Te Puia, der er et Maori kulturcenter, hvor vi så udskæringer, vævning, geyser, en kiwifugl og spiste æg kogt i en naturlig hot pool.
Carl hentede os, da vi ankom til Taupo, da vi havde aftalt at være hos ham de næste to nætter. Søndag var vi ude at sejle kajak på Waikato River, da vi ikke nåede det sidst, men ellers lavede vi ikke meget ud over at slappe af, vaske tøj, hygge og spise god mad.
Her til morgen kørte Carl os tilbage til bussen, og vi begav os mod River Valley. Det har stået ned i stænger siden i går aftes, så grundet frygt for oversvømmede floder, blev riverraftingen flyttet til her i eftermiddag i stedet for i morgen formiddag. Så de sidste par timer har jeg været her alene, eller ikke alene, men uden de tre andre, der gerne ville riverrafte. Vi er ude midt i ingenting uden internet eller mobildækning, men det er ret hyggeligt. Vi bor på 16-personers dorms, og det er lidt lejreturs-agtigt. Det er kun vores bus, der er her, og så de professionelle raftere. I morgen går turen mod Wellington, hvor vi i overmorgen gerne skulle møde Emilie og Cecilie igen, som vi sagde farvel/på gensyn til i Taupo.

(Skrevet i 7/11, vi er nu ankommet til Wellington i strålende solskinsvejr)