Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen!
Nu er det vist blevet tid til et lille blogindlæg. Der er sket en masse siden sidst!
Vi tilbragte nogle dage i Surfers Paradise, hvilket er en by, vi blev ret vilde med. Den er omringet af skyskrabere, hvilket gør den charmerende, fordi den slet ikke ligner andre byer, vi har besøgt i Australien.
Efter vi havde tilbragt nogle dage i Surfers tog vi i Dream World. Det er Dream Works verden, så der var masser af skulpturer af Shrek, Madagaskar, Kungfu Panda og mange andre film. Det var rigtig hyggeligt og vi følte, at vi kom tilbage til barndommen igen samtidig med, der var de sjoveste karruseller!! Vi prøvede en karrusel, som kørte 161 km/t baglæns, det var det sjoveste! Derudover var der et 110 meter højt frit fald. Det var også virkelig sjovt! Alt i alt en virkelig god dag med masser af grin og kilderen i maven.
Efter vi havde været i Dream World satte vi kurs mod Brisbane og Australia Zoo. Så næste dag var vi klar til at komme i Australia zoo, en ting vi havde glædet os til siden, vi forlod Danmark. Og det var lige så fantastisk, som vi havde forestillet os. Australia zoo er en zoo, som er stiftet af Steve Irwin, så der var masser af rovdyr. Hans fascination for krokodiller fremgik også klart i parken.
Dagen i parken startede med, at vi så kæmpeskildpadderne blive fodret. De var virkelig store, og de kunne veje op til 300 kg. Det var et ret fascinerende dyr. Desværre havde de taget skade af at være i fangenskab. Det var to han skildpadder, og på trods af det, prøvede den ene at parre sig med den anden, fordi den havde mistet sine naturlige instinkter. Det var vi lidt kede af at se, men desværre er det, hvad der sker, når dyr kommer i fangenskab.
Klokken 12 var der et stort show på et stadion midt i parken. Showet startede med, at vi så en masse forskellige fugle. Dyrepasserne lavede tricks med de forskellige fugle, og en af fuglene fløj op til en mand fra publikummet og stjal hans 50'er. Det var ret sjovt at se. Men showet handlede primært om krokodiller. De skulle fodre en masse forskellige og MEGET STORE krokodiller, og det blev gjort af selveste Robert, Bindi og Terry Irwin(Steves familie). Det var ret sjovt at se dem i virkeligheden. De stod inde i arenaen sammen med krokodiller i alle størrelser uden hegn imellem dem, og skulle fodre dem. Vi var lidt bange for dette, især, fordi vi mente, at 10-årige Robert ikke var gammel nok! Men det gik så fint, på trods af krokodillerne kiggede på dem, som om den havde lyst til at sætte tænderne i dem.
Resten af dagen gik på at se de andre dyr i parken. Vi så alligatorer, dingoer, kameler, tasmansk djævel, kænguruer, giraffer, zebraer, tigere, røde pandaer, oddere, næsehorn, slanger, forskellige fugle og mange flere! I kan se alle dyrene i vores fotoalbum, Australia Zoo.
Sidst men ikke mindst så vi også koalaer, det var det sødeste dyr. Vi blev helt forelsket i det, vi tog nok omkring 100 billeder bare af det dyr. Vi fik oven i købet også lov at røre ved den, og den var så sød og blød! Vi havde en virkelig god dag i zoo, og ville gerne ha' haft en koala med hjem som souvenir.
Dagen efter satte vi kurs med Noosa, som er den by i Australien, hvor vi havde booket vores Fraser Island tur fra. Vi kom tidligt på dagen om onsdagen, så vi tog straks på marked i Eumundi, en lille by uden for Noosa. Det var et rigtig hyggeligt marked. Helt anderledes end, hvad vi har oplevet i Sydamerika! Det var struktureret, civiliseret og man pruttede ikke om priserne. Det var hyggeligt, og vi sluttede dagen af med en tysk hotdog! Det var ret lækkert endelig at få en pølse, der smagte af Danmark, for i Australien har man oksekødspølser i stedet for svinekødspølser. Hvilket vi slet ikke forstår, for det er slet ikke lige så godt!
Torsdag morgen tog vi til Fraser Island. Fraser Island er verdens største sandø. Det er en rigtig smuk ø med masser af hvidt sand og blåt hav. Derudover er det eneste sted i verden, hvor der kan gro skov på sand.
Det er svært at beskrive, hvor smuk øen er, men det kan I se i vores album. Vi tilbragte tre dage herude, og det var nogle rigtig gode dage.
Efter turen til Fraser Island satte vi kurs mod Airlie Beach. Det lå længere oppe i landet, så vi brugte tre dage på at køre herop med forskellige stop. Et af stoppene var i Hervey Bay, hvor vi ville ha' haft en strand dag, men det tillod vejret desværre ikke.
Vi kom til Airlie Beach onsdag morgen. Airlie Beach er en virkelig hyggelig by. Den er ret lille, og derfor er der gåafstand til alt, hvilket er skønt. Airlie Beach er også stedet, hvor vi skulle sejle til Whitsundays fra torsdag morgen.
Whitsundays består af 70 øer, som alle er ubeboet. Vi sejlede rundt til forskellige steder. Blandt andet så vi Whitehaven beach, som er en kæmpe og helt ubeskrivelig smuk strand(der kommer billeder ind senere). Derudover fik vi lov til at snorkle. Vi så en masse forskellige fisk og koraller i forskellige farver. Derudover så vi en haj!! Lige pludselig svømmede der en haj 1 meter neden under os. Det var ret vildt og ikke lige, hvad man ser hver dag. Vi kom også ret hurtigt op af vandet efter den oplevelse, men det har dog ikke skræmt os fra at prøve igen. Livet under havet er så fascinerende og utroligt. Vi glæder os allerede til, at vi skal ud og snorkle igen. Næste gang bliver det i Great Barrier Reef!
Lige nu er vi på vej til Townsville. Vi har fået selskab i vores lille campervan af Jonas. Jonas er en dansk dreng, som vi mødte på turen til Whitsundays. Så det er rigtig hyggeligt!
Vi savner jer rigtig meget! Og nu er der mindre end en måned til vi ser alle jeres smukke ansigter igen. Det glæder vi os til! Knus fra os.
- comments
Lone Nejsum 1000 tak for det fantastiske eventyr I tager os med på :-) Hvor lyder det skønt. Pas på hinanden kh Lone