Oplevelserne vil ingen ende tage; hør nu bare her:
Vi fandt ud af, at byen Ranau var et ganske godt valg. Det viste sig, at vi var noget nær de eneste turister i den lille by, hvilket resulterede i et billigt hotelværelse, som vi fandt hos en flink og hjælpsom mand. Han fortalte os om transportmulighederne for den følgende dags oplevelser, der bestod af en tur til Kinabalus Hot Springs, gangbroer i skovens uendeligt høje træer samt et besøg i en lille og farverig sommerfuglehave. Vi startede dagen ud med at finde en lokal minibus, som kunne køre os den korte vej. Da vi ankom, startede vi i sommerfuglehaven, hvor de smukke sommerfugle var alle vegne. Derefter gik vi en tur oppe i skovens trækroner, hvor vi gik fra træ til træ hen ad de vakkelvorne gangbroer. Til sidst slappede vi af ved kilderne, hvor vi valgte at tilbringe tiden ved "cold springs" i stedet for hot springs, da klimaet og gåturen havde givet os sved på panden. Her badede vi og spillede kort. Senere spiste vi frokost med udsigt over Sabahs smukke landskab hvorefter vi fandt ud af, at verdens største blomst, Rafflesia, var at se nær os. Da det er en meget sjælden blomst, og da den kun blomstrer i en uge i hele sin levetid, lod vi ikke chancen gå til spilde. I en lille have gemte der sig to af slagsen. Og smukke; det var de! Næste dag var vi klar til at fylde adrenalin i blodet, da vi skulle prøve at paraglide. Vores guide kom og hentede os på hotellet, hvorefter han kørte os op på det bjerg, vi skulle flyve fra. Cykelhjelmen sad godt klemt på hovedet, og da vi satte i løb, kunne vi pludselig mærke, at fødderne slap jorden, og at vi fløj. Det var fantastisk at se landskabet fra et andet perspektiv, og flyveturen varede flere minutter, så vi kunne nå at nyde det.
Senere blev vi kørt til Kinabalu Nationalpark, hvor vi fandt et hotel og gjorde klar til morgendagens store udfordring; bestigningen af Sydøstasiens højeste bjerg, Mt. Kinabalu. Vi var spændte og glædede os til at se, hvad det høje bjerg havde at byde på. For at komme op, skulle man have en guide. Vi aftalte at dele med et finsk par, som begge var omkring 30 år og rigtig flinke. Det var utrolig varmt på den første del af trekket og vi fandt hurtigt ud af, at vejen til toppen bestod af trapper i alle størrelser og former. Der var almindelige trætrapper, klipper, trærødder og alt, hvad naturen ellers kunne byde på. Man kan sige, at det de havde til fælles var, at det gik op, op og atter op. Efter hårdt arbejde fra lårbassernes side, nåede vi til "base camp" som var der, vi skulle sove - i hvert fald i et par timer. For søvn blev der ikke meget af! Efter en lækker og tiltrængt buffet, gik vi i seng, da vi skulle op igen kl 2.00 for at nå toppen til solopgang. Med morgenhår og pandelamper drog vi derfor afsted om natten tæt omslynget af en masse varmt tøj, da kulden havde taget over i højderne og mørket. Som I jo nok kan regne ud, var det lidt af en udfordring at vandre på klipper i stærk vind og mørke, og jo længere vi kom op, desto stejlere blev det. Størstedelen af tiden var der et reb, som man kunne bruge til at trække sig selv. Vores trætte hoveder kunne pludselig tænke klart, da vi så et rødt lys i det fjerne, som indikerede toppen. Det sidste stykke vej krævede baller af stål, og det var det hele værd! For der stod vi så på toppen og ventede på solen, der så småt var begyndt at vise sig bag bjergene. Vi var begge enige om, at det nok var den smukkeste udsigt, vi i vores liv har set. Turen tilbage til base campen var helt anderledes, da vi denne gang kunne nyde udsigten i morgenlyset. Efter en god morgenmad skulle vi gå de sidste 6 km, som denne gang var ned, ned og atter ned - og det skal ikke undervurderes! Fysisk følte vi nemlig, at det var hårdere for kroppen at gå ned, da vores knæ blev ret så belastede af det. Dog kan vi fortælle jer, at vi klarede den og at det var en ualmindelig fantastisk oplevelse, som vores hjerner (og ben) sent vil glemme. Vores ben var som smertefulde stolper de følgende dage, og det kan umuligt have været elegante skridt, vi har foretaget os. Vi er dog sikre på, at benene blot fortæller os hvor unik og særlig en "gåtur", vi har været vidner til.
Og med dét kunne vi vinke farvel til fantastiske Borneo med mange flere minder i rygsækken.