Nå, hvad er der så sket siden gayparade'en. Ja vi begyndte at lede efter det tredje medlem af vores tur - en campervan. I og med der er så mange backpackere hernede, var det ikke ligefrem et problem at finde campervans på nettet eller på diverse internetshops og hostels. Vi holdt os nu til en hjemmeside vi allerede kendte hjemmefra. Her var mulighederne nu også ubegrænsede - vi nåede aldrig kigge længere end til side 3. Vi udvalgte dem der lå i vores område og som lå i vores prisleje. Herefter var det bare at ringe til de forskellige ejere og aftale et møde med dem. Vi tog to den første dag og fire den næste dag. De var allesammen superfede på deres egen måde, for de var allesammen unikke efter hvordan den tidligere ejer havde bygget dem op. Hvergang vi så en ny var den federe end den forrige så vi blev mere og mere stoked over de her campervans. Vi synes selv, at vi var rimelig grundige i vores overvejelser omkring hver enkelt campervan. Hvordan kørte den, hvordan var den indrettet, hvad fulgte med af udstyr osv. Vi endte dog op med to campervans, som vi begge syntes var fede. Valget stod imellem en Ford Econovan 1994, som havde kørt 216.000 km og en Ford Spectron fra 1993, som havde kørt 288.000 km. For at starte ud med Econovan'en, så var vi rimelig imponerede da vi prøvekørte den. Den var egentlig den bedste vi havde kørt. Udover det, så var den rigtig pæn indeni, fordi ham som ville sælge den, kun brugte den til arbejde. Dog var bilen tom, altså uden alt det udstyr, som fulgte med, fordi han netop brugte den til arbejde og blev nød til at have plads til sit værktøj i bilen. Desuden var fyren, som var fra England, fan af United, hvilket gjorde bilen endnu mere interessant ifølge Acker. Den anden vi kiggede på, var som sagt en Ford Spectron fra 1993. Først var det ikke planlagt, at vi skulle se på den, men vi fik alligevel aftalt en tur i den. Vi mødtes med Carina, som ejede bilen. Vi fik os en tur i den og var derefter også ret tilfredse. Bagefter tog vi ud til en parkeringsplads og fik en øl sammen med nogle andre folk, der boede i campervans. Herefter kørte Carina os hjem til vores hostel og vi aftalte, at vi ville snakkes ved næste morgen.
Den nat sov vi begge ikke særlig godt. Vi var nemlig i tvivl om hvilken af disse to biler vi skulle købe. Da vi begge ikke rigtig kunne sove, stod vi op omkring kl 7 og hoppede ned på McDonalds for at komme på nettet og tjekke de to biler mere ud, i håb om, at vi kunne bestemme os.
Dagen igennem snakkede vi skiftevis med de to ejere af de to biler. Acker løb sig en tur og Jonathan tog et bad. Begge dele for at rydde hovedet lidt og finde ud af, hvilken vi skulle købe. Det endte egentlig med, at vi sagde ja til fyren med en Ford Econovan. Vi havde fået ham ned på 3600 $, men så måtte vi også vente i 4 dage med at få den fordi han skulle bruge den til arbejde ugen ud. Sideløbende skrev Acker dog med Carina om et evt. køb af hendes Ford Spectron. Vi havde som sagt egentlig sagt ja til Econovan'en. Men Carina skrev herefter en besked om, at hun syntes vi var et par så fede personer, at vi bare skulle nævne en pris og så ville hun sælge den. Vi blev enige om vi så ville give 3400 for den. Dog måtte vi lige snakke med den anden fyr om det, for vi havde jo egentlig sagt ja til ham. Acker ringede derefter til ham, for at forklare ham situationen. Det viste sig dog, at han ikke havde fået vores beskeder, så han havde ikke fået vores besked om, at vi var klar til at købe. Vi kom derfor nemt ud af det og fik aftalt, at vi købte Carinas Spectron.

Siden vi har købt bil, har vi været godt omkring på den syd-østlige del af kysten. Sammen med Carina tog vi "The Great Ocean Road", en helt fantastisk flot rute langs den sydlige kyst mellem Melbourne og Portland, og her svigtede vores nye bil, som i øvrigt hedder "Supertramp", os ikke en eneste gang. Nu sidder vi så i Canberra og historien er nu en helt anden. På Jonathans fødselsdag, som startede så godt med Ackers æg og bacon til morgenmad og en et håb om at nå til Canberra og fejre Jonathans fødselsdag, kørte vi det sidste stykke på til Canberra og undervejs, da det regnede allermest, brød vores kære Supertramp sammen og begyndte at ryge. Australske skovarbejde måtte derfor vise os vej til den nærmeste by, Bombala, hvor vi så kunne få den ind til en mekaniker. Han havde ikke umiddelbart tid, men vi kunne prøve igen senere så vi gik op i Bombala by, som man vist godt kan kalde en "hill billy" by, og fik noget af spise. Da vi kom tilbage til mekanikeren havde han fået tid og efter at have set på den kunne han se hvad problemet var. Han brugte en god time på at reparere den, men så var det også fyraften for ham, men sagde til os vi skulle finde en anden mekaniker dagen efter og få repareret en ting mere. Som om det ikke var nok for en dag, en fødselsdag, så gik det galt igen da vi kom til Canberra. Vi parkerede på en lille parkeringsplads for at sove natten over. I det Acker slukker bilen kan han godt se der er noget galt, og vi kan ikke længere starte bilen eller sætte strøm til noget i instrumentbrættet. I ren udmattelse og træthed over alle disse udfordringer valgte vi bare at gå i seng og se på det dagen efter. Vi fik åbnet ned til motoren om morgenen og umiddelbart kunne vi ikke se noget, men vi er jo heller ikke mekanikere. Det lykkedes os dog at få startet bilen, ved at Jonathan prøvede at rokke lidt i ledningerne fra batteriet imens Acker drejede nøglen og WROOM så var der gang i Supertramp'en igen. Clever fingers :)

Nu har vi så endnu en aftale med en mekaniker i morgen. Han skal fixe det, som mekanikeren i Bombala ikke lige havde tid til at lave. Vi krydser fingre for, at det ikke er den store reperation han skal i gang med OG at det ikke kommer til at koste os en halv bondegård...