Profile
Blog
Photos
Videos
Så synes vi lige, at vi ville skrive en lille blog inden vi forlader Australien. Efter vi forlod Brisbane har vi oplevet rigtig mange ting!
En af de ting vi har oplevet, og sat rigtig meget pris på, er vores tur til Fraser Island, som er verdens største sandø. Først blev vi indlogeret på et hostel dagen før vi skulle afsted. Her blev vi briefet om, hvorledes turen kom til at foregå samt lidt sikkerhedsinfo. Næste morgen tog vi afsted i vores firehjulstrækker sammen med 4 engelske piger. Vi kørte ud på en færge, hvor bilerne kunne komme med over. Vi lidt rundt på øen og så nogle forskellige ting. Om natten sov vi på en campingplads/bushcamp. Vi havde købt mad som gruppe og grillede dette om aftenen. Ellers stod den bare på goondrikning (til alle som ikke ved hvad goon er, så kan vi fortælle at det er mindre delikat hvidvin, som i en æske af 4 liter - det er ganske populært blandt backpackere hernede) og hygge ved lejrbålet. Om dagen kørte vi som sagt rundt i vores firehjulstrækkere på de mest vanvittige veje nogensinde. Flere gange var man virkelig i tvivl om bilen virkelig kunne klare disse absurd bulede og bumpede veje, men vi klarede den dog hver gang. Vi var ude på nogle kæmpe sandområder, hvor alt var lavet af sand. Selv det man troede var klipper viste sig faktisk også at være sten. Ellers var vi også ude ved noget som hedder ”The Champagne Pool”, som er en naturskabt pool, der ligger i forlængelse af kysten. Her er der en masse klipper, som danner en naturlig pool. Når bølgerne så bliver tilpas høje, så vælter ind i denne ”pool” og danner en masse bobler. Heraf ordet champagne. Ydermere var vi i Lake Mackenzie, som er en helt fantastisk flot ferskvandssø. Her badede vi i det klareste vand og hyggede i solen.
Da vi bookede turen til Fraser bookede vi samtidig en sejltur til Whitsundays, som er en øgruppe ud fra Australiens kyst. Her sov vi 3 dage på et gammelt kapsejladsskib, hvilket derfor gjorde at det ikke var den største luksus at rejse med. Men hvem har brug for luksus, når man er omgivet af noget af den flotteste natur i verden? Ikke os i hvert fald. Vi havde det fint i vores dobbeltseng med lavt til loftet. Vi snorklede det flere gange på denne tur. Man lånte dykkerbriller, snorkel, svømmefødder og en våddragt. Herefter hoppede man i vandet og så lå man ellers og snorklede mens man så på utrolige fisk og flotte koraller. De farver fiskene og koraller havde, kan slet ikke beskrives. De var virkelig flotte. Vi købte forinden en vandtæt kamerapose til vores kamera, således at vi kunne tage nogle billeder derude under vandet. Vi nåede dog desværre ikke at tage så mange, da vi havde glemt at lade vores kamera op og der var derfor ikke særlig meget batteri på kameraet. Vi nåede dog at få taget et par enkelte billeder. Ellers var lidt inde på land for at se de flotte udsigter, som der også var på øerne. Vi var bl.a. på Whitehaven Beach, som er en utrolig flot strand med helt hvidt sand. Vi fik også muligheden for at dykke. Den mulighed tog Andreas, Arjang og Jakob og det fortrød de ikke. De kom ned og dykke på 10 meters penge og så en masse flotte fisk. Der var blandt andet en kæmpe fisk, som svømmede med dem hele vejen. Om aften/natten sad vi og drak noget goon på skibet sammen med resten af de 25-30 mennesker, som var om bord. Dog var der én aften, hvor drikkeriet blev afbrudt af et show i vandet. Man kunne således se hajer og delfiner, som svømmede langs siden på båden. Utrolig spændende at se, men heller ikke helt betryggende at vide, at man dykkede blandt hajer. Dog var de ikke specielt store, og de gjorde (som regelt) ikke mennesker fortræd. Mulighed for rigtig at feste ombord var der dog ikke rigtig. Hvis man skulle snorkle måtte man ikke have drukket 8 timer forinden. Desuden startede motoren på båden (som var rigtig larmende) kl. 5:30 hver morgen og der blev serveret morgenmad kl. 6:30. Ikke lige helt vores kop te, men vi levede dog med det. Det var generelt en super fed tur. Vi kunne godt have brugt lidt mere solskin, men det var ganske udmærket alligevel.
Efter Whitsundays var det egentlig meningen, at vi ville tage direkte til Carins, som er det sidste stop inden vi tager til Thailand. Vi snakkede dog med nogle andre backpackere, som sagde at Magnetic Island skulle være rigtig flot. Vi blev derfor enige om, at vi ville tage derud en dag eller to. Allerede fra det tidspunkt, hvor vi landende med færgen, kunne vi se, at det var en utrolig flot ø. Vi blev mødt af en perlerække af palmer, som stod på nogle fantastisk flotte strande. Vi fik checket ind på et hostel, som lå lige ud til stranden og havde egen pool samt beachvolleybane. Første dag brugte vi egentlig bare på at slappe af, spille lidt beachvolley og ellers nyde dette lækre hostel. Vi blev alle enige om, at Magnetic Island er det perfekte sted at tage hen, hvis man vil slappe fuldstændig af. Der skete ikke det store på øen og man kunne tydeligt mærke, at det ikke var højsæson. Men det gjorde os ikke det store, da vi havde brug for et par dage, hvor vi bare kunne slappe af og nyde det dejlige vejr samt den flotte natur. På andendagen blev vi enige om, at vi ikke gad at sidde hele dagen på vores hostel. Vi snakkede med receptionisten om, hvad der var at se. Hun anbefalede en vandrerute, hvor man, hvis man var heldig, kunne se koalaer ude i naturen. Det var lige noget for os, og straks var vi ude på ruten. Det var en rigtig flot tur, hvor man kunne se den flotte kystlinje næsten hele vejen. Når den ikke var til at skue, kunne man derimod nyde den regnskovslignende skov vi vandrede rundt i. Efter et godt stykke tid og lidt brokkeri over at vi endnu ikke havde set nogen koalere peger Jakob dog en koala ud blandt trætoppende. Den sad lettere forstenet oppe i trætoppende og virkede ikke som om, at den ænsede, at vi var der. Det har nok noget at gøre med, at koalaerne spiser nogle blade, som får dem til at blive skæve. Vi tog en masse billeder og gik tilbage til vores hostel. Dagen efter tog vi tilbage til færgen og hermed tilbage til fastlandet igen.
Herfra gik turen ellers mod Cairns, som er vores sidste destination inden Thailand. Vi ville godt havde checket ind på Gilligans, som er et kæmpe stort og kendt hostel i Cairns. Der var dog desværre ikke plads, så vi flyttede ind lige overfor, hvor det også var ganske billigt. Her boede vi i et par dage, hvorefter vi flyttede over på Gilligans. Vi har mødt et par tyske drenge, som vi svingede meget godt med. De følgende aftner blev derfor brugt på, at feste med dem på Gilligans og deres store diskotek, hvor der (ifølge dem selv) er plads til 1000 mennesker. I alt bor der, når der er helt fyldt op, 500 mennesker på dette hostel, så det er ganske stort! Efter nogle dage med druk ville vi gerne opleve noget lidt andet. Arjang, Jakob og Andreas bookede derfor riverrafting og skydive her i Cairns. Riverrafting var på Tully river og det var ca. 14 km. Det var rigtig sjovt og med masser af action. Skydive var virkelig også fedt! Her hoppede de fra 14000 fod, hvilket er lidt over 4,5 km. Oppe. Vi fik optaget video og taget nogle billeder, så vi håber på, at kunne uploade dem snarest muligst. I dag har vi lige booket en snorkeltur ud til Great Barrier Reef, hvor vi skal snorkle rundt en hel dag. Vi kommer på en stor båd med 80 mennesker og så er der ellers, udover selve snorklingen massere af mad at spise.
Det var lige en lille hilsen her fra Australien. Den næste bliver nok fra Thailand, som vi glæder os vildt meget til!
Håber ellers i har det godt derhjemme.
- Andreas og Jonathan.
- comments